Bauhaus og okkultismen
De færreste er bekendt med, at den stramme æstetiske ramme for Bauhaus-bevægelsen har en okkult teosofisk baggrund. Maleren Vassilij Kandinskij har ansvaret for denne forbindelse. Teosofi er en nyreligiøs bevægelse sat i værk af H. P. Blavatsky. Den tager udgangspunkt i europæisk okkultisme og blander denne op med indisk hinduistisk tro på reinkarnation. Men det idehistorisk nytænkende ved Blavatskys lære er imidlertid, at hun kobler alt dette til den darwinistiske udviklingslære. Populært kan vi derfor forstå teosofi som karma-darwinisme, altså at personen ved at opnå renere karma opnår højere niveauer af bevidsthed. Dette kendes blandt andet fra New-Age bevægelsen, hvilket ikke er så sært, da de har lånt eller stjålet samtlige af deres ideer fra teosofferne - uden dog at være i stand til at forstå konceptet i sin helhed.
Den farve- og formlære, som Vassilij Kandinskij indfører, er hentet fra teosofien, der igen har hentet den fra mange forskellige kilder, som det vil tage for lang tid at komme ind på her. Men måden at bruge form- og farvelæren på er trods alt ny. Det handler om sundhed: karma-sundhed. Ved at iagttage de rene former og rene farver er ideen, at mennesket skal udvikle sit astrallegeme i positiv retning. Når vi i dag bevidstløst gør brug af Vassilij Kandinskijs farve- og formlære, så er det en fortsættelse af en okkult tankegang, der blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet.
Er vi oprigtig interesseret i at bygge videre på dette projekt?

Skibet og de tre streger
For nogle dage siden havde jeg en diskussion med en klassisk kulturradikal. Han havde blandt andet set Ringenes herre, hvilken han fandt god eskapistisk underholdning. Nu skal jeg for så vidt ikke forsvare filmen, men jeg syntes det var synd for ham, at han ikke kunne få mere ud af den. Efterhånden som diskussíonen skred frem, blev jeg pludselig trængt op i en krog. Han syntes, at det var udmærket at en maler kunne male en præcis gengivelse af et skib, men på den anden side fandt han det også yderst interessant, at en maler blot ved at male tre streger på et lærred ramte præcis, hvad der var at udtrykke gennem disse tre streger. Mit problem var, at hvis jeg sagde ja til skibet, så var jeg rimelig nem at kategorisere som eskapistisk rindalist. Mens hvis jeg derimod sagde ja, til de tre streger, så havde jeg opgivet mit ærinde. At forny kunstbegrebet.

Nogle dage senere snakkede jeg om denne oplevelse med en teologistuderende, der et langt stykke af vejen er enig med, at kunstbegrebet kræver den fornyelse jeg plæderer for. Han kiggede blot spørgende på mig og sagde bestemt: Både skibet og de tre streger var interessante fænomener, men de havde intet med kunst at gøre.
Jeg vidste med det samme, hvad han mente.

At gengive billeder er for så vidt ikke kunst i sig selv, hvad enten der er tale om et billede, der forestiller noget eller tre tilfældige streger på et lærred. Det, der gør god kunst, er de mange relationer kunst indgår i såvel emotionelt, kognitivt som konativt. Det eskapistiske verdenssyn har kun øje for det emotionelle i kunsten, men mangler det rationelle. Det såkaldt realistiske, men i praksis idealistiske verdenssyn mangler derimod det emotionelle i kunsten, men satser udelukkende på abstrakt kognition. Ingen af dele giver nogen egentlig grund til en konativ tilgang, idet hverken det ene eller det andet er værd at stræbe efter. Kun ved at indgå i et kompleks af sammenhænge bliver kunsten interessant. Hverken skibet eller de tre streger formår at koble sig til en kompleks struktur, men forbliver blot tomme udsagn. Der er i den forstand ingen forståelse for kunstens kompleksitet, der blandt andet udspringer af dens mytiske og metafysiske natur.