Martin Bigum
Mandag besøgte jeg Malmö Konstmuseum for at se Martin Bigum-udstillingen Homecoming. Det var imidlertid en blandet fornøjelse. Billederne var der intet i vejen med (bortset fra at der gerne måtte have været udstillet flere), men det var næsten umuligt at se billederne på grund af genskin fra neonrørenes golde lys.

Martin Bigum er ellers en forbandet dygtig kunstner, da han gør op med forestillingen om kunstens snarlige død ved simpelthen at portrættere denne myte i sine motiver. Dermed peger han på myten selv, og udstiller den som myte, der blot giver nye muligheder for at skabe kunst. Kunsten dør med andre ord ikke så let. Derudover magter han at bruge tegneseriestil uden at forfalde til den sædvanlige forfladigelse, som det kendes fra Pop Art. Thi Martin Bigum vælger nemlig at tage tegneseriestilen alvorligt som et udgangspunkt for kunstnerisk skabelse. Han har intet behov for at undskylde brugen af denne udtryksform, for han ved, at den giver mange nye kunstpotentialer, som ikke kan udtrykkes på anden vis.

Behøver jeg at fortælle, at Malmö Konstmuseum havde en udstilling af alskens bras, der til gengæld blev velbelyst. Her var klassiskere som et billede med en farve ved siden af et billede med en anden farve, lidt klatmaleri (gab) samt den store kliché: to nynazister snakker sammen over en hæk i et villakvarter. Åh, hvilken inforstået politisk korrekthed. Vi gyser trygt, da nazisterne heldigvis ikke indfinder sig på museet in persona, og inderst inde ved vi, at fremstillingen heller ikke får nogen reel politisk betydning. Intet af alt dette var i nærheden af et egentligt kunstnerisk udtryk, men gentog blot for Gud ved hvilken gang modernismens kunstskabelon.

Arkitektonisk fantasi
Russeren Mikhail Filippov er også en del af den nye bølge, der vender sig mod det tyvende århundredes svøbe. Han vender sig mod modernismen uden at være reaktionær. Dog bemærker han, at perioden mlemm århundredeskiftet op til første verdenskrig havde en høj arjitektur. Denne mand er vokset op i Sovjetunioen, så han ved tydeligvis, hvad han snakker om. Mikhail Filippov er ikke bange for at skabe glæde. Den slags følelser har på det nærmeste være forbudt og anset for at være banalt under Bauhaus-regimet. Han gør desuden op med genitanken, da det vigtigste ikke er at skabe en fornem arkitekt, men derimod fornem og ikke mindst prisværdig arkitektur.

Mikhail Filippov er anti-modernist, men ikke anti-moderne, thi han respekterer og forstår den nye teknologis betydning for fremtiden. Men det er netop vores egen fremtid - og ikke teknokraternes liglagen.

Læs mere:
Architectural Fantasy