Ringenes Herre
Så kom filmen Ringenes Herre. Jeg har desværre endnu ikke været inde og se den, men det kommer. Det er dog heller ikke filmen, jeg her skal kommentere, men derimod forlægget til filmen, nemlig J. R. R. Tolkiens bøger. Umiddelbart virker de ganske gammeldags og fortæller om en svunden tid. Alligevel vil jeg argumentere for, at Tolkiens bøger i sandhed er moderne. Og det på trods af, at han vendte sig imod at få analyseret sine bøger ud fra fordomsfulde marxistiske eller freudianske tolkningsredskaber. Han brød sig ikke om deres direkte allegoriske læsninger. Dette har givet mange den opfattelse, at Tolkiens bøger slet ikke egner sig til at blive tolket. De skal bare læses - ikke forstås som andet end blot et eventyr.

Hvis vi alligevel skal forsøge at forstå Tolkiens bøger, så kræver det, at vi ved, hvad vi har med at gøre. I dag opfattes han som fantasy-forfatter. Men hvad er egentlig fantasy? Ja, umiddelbart er det en genre, der beskæftiger sig med at skabe en falsk legendarisk og magisk verden. Det gør Tolkien. Men i modsætning til den gængse fantasy skaber han en troværdig legendarisk magisk verden. Det skyldes, at Tolkien ikke er interesseret i blot at finde på fantasifulde historier om drager og riddere, sådan som det ses især i den amerikanske fantasy; han har derimod et større projekt. Og projektet er netop kendetegnende for det moderne. Hans projekt er at skabe en kunst-saga. Tolkien bliver herhjemme nogle gange sammenlignet med H. C. Andersen, der skabte en række velskrevne kunsteventyr - altså eventyr, der byggede videre på en eventyrtradition, men altså helt og fuldt blev skabt af H. C. Andersen selv. På samme vis skaber Tolkien en række sagaer og myter, der bygger videre på saga-, legende- og mytetraditioner - og han gør det med intens nidkærhed. Derfor forekommer hans historier så troværdige.

Selv opfatter Tolkien sig som verdensskaber eller sub-creator. Denne litterære diskurs udvikler han i samarbejde med sin gode ven, forfatteren C. S. Lewis. I Tolkiens og Lewis' verdensbillede har Gud skabt mennesket, og mennesket er blevet givet muligheden for at skabe. Tolkien bruger denne evne til at skabe en helstøbt verden med egne præmisser. Derfor kan den ikke blot oversættes til vores verden. I en luhmannistisk tolkning er Midgård autopoietisk, idet den er selvopretholdt og selvregulerende, men derfor bliver den netop interessant, når den interfererer med vores verden. Vi kan således spejle os i den verden og finde ligheder og forskelle. Men dette forsvinder såfremt vi blot oversætter Midgård til vores verden. En læsning af Ringenes Herre skal derfor fortolkes som et spil mellem ikke blot eskapisme, men også indlevelse i en verdensforståelse, der bringer vid med sig. I mødet med Ringenes Herre udvikler vi vores fantasi og dermed muligheden for at sætte os ud over os selv.

At Tolkiens værk er et moderne projekt ligger deri, at det ikke kunne være skrevet i de tidligere tider, værket beskriver. Det kan kun være skrevet i moderne tid, thi ellers ville den ganske simpelt ikke give mening. Hvorfor skulle fortiden have lyst til at skabe en falsk fortid. Derfor er bøgerne skrevet i relation til en moderne tænkning. Men den er et opgør med den reduktionistiske modernitet. Der er ikke blot enkeltfænomener på spil, men en økologi af betydninger, der til sammen skaber en helhed. Tolkien viser en helhed og sammenhæng, som netop har inspireret rollespil og computerspil til at danne lignende selvopretholdende verdener. Disse verdener skaber betydninger indenfor sit eget univers og brydes med betydninger i vores univers. Tolkiens verden Midgård er med andre ord en autopoietisk økologi.

Såfremt vi skal forstå Ringenes Herre, må vi derfor skabe et tolkningsredskab, der på en gang kan tage eventyret alvorligt samtidig med, at det viser, hvordan betydning skabes og genskabes i økologisk kohærens. Netop derved kan vi erfare Tolkiens verden, som et moderne litterært mesterværk.