Gråt i gråt
I går blev en bygning skændet. Bygningen er et milleniumbyggeri, der skal huse IT-campus på Aarhus Universitet i fremtiden, og for iøvrigt ligner en filial til Den Sorte Diamant i København. Den har med andre ord et simpelt køligt, men til gengæld højglanspoleret ondskabsfuldt udtryk i mørkt glas og beton samt mat stål. Den er måske ikke det store vidunder i moderne byggeri, idet den hverken er særlig skøn eller særlig praktisk indrettet, men den kan da bruges til sit formål. Alligevel lykkedes det Hanne Foss Brink at skænde den. Til det formål ophængte hun noget vævet gråt stof, der tidligere havde været en del af et udstillingsprojekt på Aarhus Kunstmuseum. Ophængningen bestod af ti lange halvgennemsigtige stykker tremmet gardinstof samt ti andre halvgennemsigtige, men lidt kortere stykker gitret gardinstof. Med stoffets forskellige nuancer af grå lykkedes det hende at fjerne udsigten ud til gaden. Samtidig formåede hun at få lokalerne indendørs til at ligne et fængsel.

Der er tale om en metervare fra Bauhausbevægelsens overskudslager, og begivenheden kan derfor ikke stå alene. Den er en fortsættelse af det tyvende århundredes æstetiske forbrydelse mod menneskeheden. Hendes skændsel er dog blot en ubetydelig skamplet, der vil blive glemt tiden - som tårer i regnen. Det tyvende århundrede er kendt for sine forbrydelser mod menneskeheden. Allermest kendt er nok Hitlers drab på millioner af jøder, men også Stalin og Pol Pot forstod sig på udryddelsen af mennesker. For nazisternes vedkommende var målet at skære hele den dårlige arv væk fra det ædle tyske folk, så man til sidst kun havde et tysk folk, der havde mistet alt, hvad der kunne tænkes at være ædelt. For kommunisterne var det et ønske om at fjerne alle kapitalister, så man kunne opnå frihed, og efter at have fjernet de fleste fritænkere, sad man tilbage i ufrihed. Den kulturradikale forbrydelse minder om de to foregående. Her ønsker man at fjerne al den dårlige smag i kunsten, så man til sidst ingen smag har overhovedet; det hele er blevet ligegyldigt gråt i gråt.

Hvorfor Hanne Foss Brink har lyst til at fremstille og fremvise sin produktion vides ikke. Jeg ved heller ikke, hvad der fik folk til at brænde mennesker i Auschwitz. Nogle ting er det sundt ikke at forstå, især når alle ens oprigtige følelser skriger advarende derom. Man må spørge sig selv, hvad man kan gøre for at standse den galskab fremover. For vi må kunne gøre det bedre i fremtiden i stedet for at gentage fortidens synder.

Den allegoriske læsning
En litteratur- og kulturkritiker, der ikke er ret kendt i Danmark for dette arbejde, er C. S. Lewis. Vi kender hans forfatterskab fra Narnia-bøgerne, men ikke hans science fiction. Nogle vil måske kende filmen "Shadowlands", hvor hans liv er søgt filmatiseret. Andre vil vide, at han var gode venner med J. R. R. Tolkien. Ja, det er tydeligt, at de i fællesskab har hjulpet hinanden med udarbejdelsen af den særlige fintfølende æstetik og kritik af den reduktionistiske tankegang, der prægede det moderne i deres samtid. Når han er så ukendt, skyldes det måske, at han kritiserede den reduktionistisk moderne kunstforståelse - herhjemme kendt som de kulturradikale. De fik en endegyldig kritik for simpelthen ikke at være i stand til at læse og forstå kunst og kultur på dens egne præmisser.

Når talen falder på Narnia-bøgerne i litterær sammenhæng, vil man ofte høre, at de er kristen-allegoriske. Ja, det står endog skrevet i den pompøse og alt for ofte fejlagtige "Den Store Danske Encyclopædi". Der skal ikke herske tvivl om, at C. S. Lewis var troende kristen. Ligeledes skal der heller ikke herske tvivl om, at han baserede sine bøger på kristen filosofi. Men det var meget vigtigt, at den verden han skabte blev en selvstændig verden, skabt ud fra egne præmisser. Når folk i dag har brug for at lave en kristen allegorisk læsning, er det fordi de hænger fast i den reduktionistisk moderne tankegang. De ønsker at skære alle de spændende dele af fortællingen fra, og tilbage står de forladt med en struktur, et tema eller en allegori, der ikke yder værket respekt. De kan hverken læse og forstå Tolkien, Lewis eller andre store forfattere.

Det kan være udmærket, at lave en allegorisk analyse af dårlige romaner, dårlige digte, dårlige tegneserier eller dårlige film. Men når det kommer til egentlige værker, hvad enten det er romaner, digte, tegneserier eller film, da yder man dem kun respekt ved at modtage hvert værk i stedet for en simpel funktionel brugslæsning. Når vi ofte finder, at socialrealisme er så ringe litteratur, er det, fordi den almindeligvis kun lægger sig op af en mulig læsning. Værket derimod skal modtages med respekt for dets magfoldighed - og det sker desværre ikke ved at lede efter alle de brudflader, der leder væk fra værket. Ej heller sker det gennem søgen efter én endegyldig helhed i værket. Det kan kun ske gennem en økologisk læsning af værket. Der skal ikke foreligge en allegorisk læning, men flere. Der skal ikke fokuseres på et enkeltstående tema, men flere. Og der skal ikke fokuseres på en endegyldig struktur, men analyseres frem til, hvordan værket udfolder sig i relation til en lang række strukturer. Værket er en helhed og en magfoldighed på en og samme tid. Dem, der måtte være i tvivl, burde læse: C. S. Lewis: An Experiment in Criticism.