Gøglerskolen: en postmoderne falliterklæring
Hr. P. C. Asmussen er cirkusdirektør og leder af Gøglerskolen i Århus. Til daglig narrer denne institution unge mennesker med sociale problemer. Men de gør det i den bedste mening. Gøglerskolen går i princippet ud på at hjælpe unge mennesker igang ved at give dem indsigt i krop, kommunikation og krumspring. Men også erhvervslivet kan nyde godt af et gøglerkursus, hvor de kan lære nye sider af sig selv. I hvert fald hvis man skal tro, hvad der står på Gøglerskolens hjemmeside.

Her præsenteres en række ildsjæle bestående af projektmagere (plejede det ikke at være et negativt begreb?), gøglere og socialarbejdere, der alle i 1989 brød med det etablerede system med støtte fra en samfinansiering mellem social-, beskæftigelses- og kulturforvaltningen. Som man kan forstå var bruddet ikke så stort som man skulle tro. Det blev socialarbejderens legeplads, hvor voksne mennesker kunne få lov til at blive behandlet som børn igen - eller eventuelt fortsat blive behandlet som børn.

Gøglerskolen har deres egen filosofi ifølge dem selv. I en bred betydning er en filosofi et tankesystem. Men her er ikke tale om noget system, blot en række postmoderne løsrevne hensigtserklæringer. Blandt andet postuleres det bramfrit, at urmennesket var gøglere - og så må det jo være sandt. For at forstå tonen i budskabet lanceres hermed en række kommenterede citater hentet fra hjemmesiden:

Fra den gamle gøglerkultur har vi filosofisk især forsøgt at videregive traditionens frihedstrang og store grad af selvhjulpenhed : ”tag ansvar for dit eget liv”, ”brug din fantasi”, ”stir dig blind på livets muligheder”, ”lav det du brænder for”.

Kommentar: Ja, hvem kan have noget imod at være selvhjulpen, tage ansvar for sit liv og bruge sin fantasi. Ingen! Men det er ikke underteksten. Den er derimod: Du kan ikke finde ud af noget, for du er et lille barn, men vi skal nok hjælpe dig.

Vi har hele tiden været opmærksomme på, at skolens primære ”vare” er selvudvikling, idet der kun en lille del af vores elever, der har både talent, disciplin, og er villige til at betale prisen for en egentlig professionel uddannelse.

Kommentar: Her erklærer Gøglerskolen, at eleverne ikke skal regne med at få nogensomhelst kompetencer, men til gengæld skal forsøge at lære at leve med det.

Krop og latter er tæt forbundet med begrebet leg. Det legende menneske er ikke ”det rene pjat”, som man nogle gange ser det i forskellige affarter, når voksne forsøger at lege uden at have fundet ind til ”det sande legebarn”. Når jeg her taler om begrebet leg, mener jeg den form for leg, man ser hos børn, der er fuldstændig opslugt i et legeunivers. Her ser man 100% engagement og 100% nysgerrighed og udholdenhed, nært beslægtet med engagementet hos den geniale videnskabsmand. Man skal ikke tage fejl. Legen er ikke kun kaos og fri improvisation. Legen er lige så meget orden og disciplin, en orden og disciplin som barnet selv definerer. I den engagerede leg finder man latter og kropslighed, der kan berige vores voksentilværelse i næsten alle aspekter.

Kommentar: Dette er tydeligvis en misforståelse af Johan Huizingas begreb om Homo Ludens, det legende menneske. Johan Huizinga ville til enhver tid slå fast, at voksne mennesker leger - og det gør dem ikke til børn. Men socialpædagogerne på Gøglerskolen foretrækker tydeligvis at fastlåse deres elever som små børn. De må gerne være ædle vilde og opslugt af deres egen natur, men de kan aldrig blive taget alvorligt som voksne ligeværdige mennesker.

Gøglerskolen udspringer af hippier og yuppier i den værst tænkelige sammenblanding. På den ene side hentes udelukkende hippiernes amatørisme, naivitet samt ansvarsløshed og på den anden side hentes yuppiernes æstetisering af erhvervslivet og ansvarsløhed. Kodeordet er ansvarsløshed. Denne cocktail er ikke noget problem for de fastansatte socialpædagoger, men det er til gengæld et stort problem for de unge mennesker, der uddannes til gøglere i et postuleret fremtidigt buldrende erhvervsliv, hvor man frit og uden ansvar kan gøre, som man lyster. Projektet er dømt til at mislykkes, men så kan socialpædagogen retteligt begræde verdens tilstand sammen med sine nye gøglere, der overlades til deres egen skæbne. Det er ikke så slemt for folk fra erhvervslivet, fordi de har bare fået et show og kan fortsætte deres liv, som om intet var hændt. Men for de unge mennesker med sociale problemer er det en katastrofe.

Ja, for de er ikke blevet gøglere, thi det moderne informationssamfund har ikke brug for gøglere. Stand-up komikere, skuespillere og musikere er der brug for. Men ikke gøglere, selvom de har måtte have lært nok så meget om dem selv.
De er ikke blevet gøglere, de er blevet narret!

Victoriatidens dårlige smag
Der, hvor det for alvor går galt med kunsten, er i Victoriatiden. Det lykkes dem at kastrere et hav af myter og i løbet af samme periode at indskrive kvinder og børn i selvsamme verdensbillede. Børnenes og kvindernes kastrering ligger i forlængelse af Rosseau, der mener at børn er et væsen, der skal vokse frit - og ikke blive taget alvorligt. Om kvinder mener Rosseau, at de ikke ejer genialitet, men som det ypperste blot skal lære at opvarte manden. Så var linien lagt.

Kvinder og børn kommer til at tilhøre en anden verden, manden kan iagttage som en anden antropolog, der iagttager de vilde. Ja, faktisk var det i samtiden slet ikke en metafor, men en kendsgerning, at de ædle vilde, kvinder og børn lå på samme niveau. På baggrund af dette opstår naturligt nok feminismen, som et modsvar, men desværre med den pointe, at kvinder er mere følsomme, æstetiske og fredelige end mænd. Antropologen Anne Knudsen redegører for, hvorfor det er en løgn i bogen "Her går det godt".
Men denne skam mod menneskeheden var ikke nok for Victoriatidens patriarker. Nej, de skulle også fedte gamle myter ind i sødladen usmagelighed. Således var det dem, der kastrerede Enhjørningen. Før Victoriatiden stod Enhjørningen for mandlig virilitet. Efter Victoriatiden var de blevet til sårbare, sky væsner, og de opfandt endog hun-enhjørningen bare for at vise, hvor dårlig smag de havde. Og for at understrege, at kvinder blot er sårbare, sky væsner. I dag varetages enhjørningens kastrerede myte af "My Little Pony".

En af de myter, der trods alt overlevede Victoriatidens usmagelighed var vampyrmyten. Den lever i bedste velgående den dag i dag. Det vil derfor være fejlagtigt at tro, at myternes tid er forbi. Vi har endda i mellemtiden fået nye myter, hvoraf en af de kendteste er UFO-myten. Faktisk lykkedes det i Victoriatiden at lave vampyrmyten om til en moderne storbymyte, hvor vampyren kan gemme sig og leve af metropolens menneskemængde. Til gengæld måtte myten stadig bøde med at blive kastreret. Den moderne vampyr blev en biseksuel karakter med stærkt homofile tendenser. Nu er der for så vidt intet i vejen med at være homoseksuel, men den udlægning Victoriatiden havde af den homoseksuelle var fyldt med afsky og nedladenhed. Således mistede den ny vampyr meget af sin maskulinitet til fordel for (ikke en femininisering, men) kvindagtighed. Thi Victoriatiden disrespekterede kvinders værdighed, og så dem helst som ofre.

Kvinder er ikke blot ofre. Kvinder er heller ikke blot sårbare, sky væsner. Kvinder er værdige. Lad ligeledes Enhjørningen få sin værdighed tilbage, så vi kan fremvise en maskulin værdighed, der kan måle sig med kvindernes.

Thomas Kluge - det moderne opgør med modernismen
Thosmas Kluge er ikke modernist. Han er end ikke postmoderne. Derfor tror mange kunstanmeldere, at han ikke er moderne. De opfatter ham som en anakronisme, der har taget fortidens billedkunst ind, hvor den naturligt ikke hører hjemme. Alligevel dukker han op og viser sine malerier frem for den måbende kunstneriske offentlighed, der har svært ved at anerkende ham. Det er så provokerende bare at komme her og male godt - og så ovenikøbet i en stil vi have lagt bag os - altså vi de moderne modernister.

Men modernismen er blot en blindtarm på den moderne kunst. Den har sit udspring i et primitivt opgør med fotografiet: Hvis fotografiet kan male virkeligheden så præcist, så behøver vi slet ikke malere til at male virkeligheden, hvad skal da maleren tage sig til? Gennem det tyvende århundrede prøvede malerne derfor febrilsk at finde fodfærste ved at lave noget helt og aldeles komplet meningsløst kunst, thi så var der jo stadig brug for dem. Det endte med at kunsten var så dårlig, at den kun kunne overleve på støtten og gennem spektakulære opkøb fra banker og forsikringsselskaber.

Thomas Kluge er et opgør mod denne tankegang. Han vender modernismen ryggen, men ikke som et opgør med det moderne. Han er en moderne maler, der netop maler sin samtid og sætter den i relief. Han er netop ingen romantiker. Med sit øje for det moderne har han eksempelvis malet "Fontænen", Duchamps berømte pissoir. Derved er det pludselig blevet et maleri, der er interessant at kigge på. Dette er naturligvis en provokation mod modernismen, der har taget monopol på provokationen. Men hvem skal så provokere dem?

Det gør Thomas Kluge - og han gør det endog talentfuldt, hvilket er en provokation i sig selv.

Ungdomsoprøret og Tolkien - en rettelse
Da Tolkien mødte hippierne, blev han spurgt, hvad hans holdning var til, at de kunne lide Ringenes Herre. Tolkien svarede blot: "JEG er jo en hobbit!"

Af uransagelige årsager forbandt ungdomsoprøret sig til til Tolkiens Ringenes Herre. Måske er det ikke så mærkeligt, at de kunne få noget ud af den, da Tolkien som udgangspunkt for værket havde det synspunkt, at enhver skulle kunne læse den på egne præmisser og i forlængelse af egne myter. Det vil desværre være tage for lang tid her, at redegøre for myten om ungdomsoprøret (måske i en anden artikel). Dog skal jeg med det samme erklære, at ungdomsoprøret kun forbandt en mindre gruppe af unge, men ikke kun unge - også gamle. Det vil derfor være naivt at tro, at ungdomsoprøret alene handlede om de gamle versus de unge. Nå, men tilbage til Tolkien.

Der er en fin grænse mellem fortolkning og fejllæsning. Fortolkning er, når man med udgangspunkt i en tekst relaterer til egen kultur og tekstens kulturelle baggrund. I en fortolkning er læseren klar over, at han kan tage fejl, og teksten opfattes som åben og separat fra eget synspunkt. Det giver sig selv, at det gælder ikke i en fejllæsning.

Ebbe Kløvedal Reich er herhjemme kendt som manden, der forbandt Tolkien til ungdomsoprøret. Han var medskaber af kollektivet Maos Lyst (og det hentyder ikke til Maos grænseløse appetit på unge piger), hvor beboerne antog navnet Kløvedal. Imidlertid er det tvivlsomt om denne gruppe mennesker var i stand til at læse indendad uden Marx og Freud ved hånden. Det bliver tydeligt, når man læser, hvad hr. Ebbe Kløvedal Reich selv skriver:

"Men det gode budskab og glæden, som er 'seglet på den sande alfehistorie' (Tolkien), er langt mere betydningfyldt end protesten.
For uden glæde kan vi ikke lave om på noget"

Dette er en fejllæsning på flere planer. For det første er Tolkiens verden ikke et pusse-nusse-land, thi Midgård er ikke et harmonisk sted, men en strid mellem følelser - en verden der er ved at gå under for at blive til noget nyt - ikke bedre eller være, men bare anderledes. Folk bliver udsat for fysiske, åndelige og moralske pinsler. De skal faktisk tage stilling, hvor de står i deres liv, og hvad de vil kæmpe for. For det andet er glæde ikke det afgørende hos Tolkien. Det egentligt afgørende er vel snarere, at man både kan give slip på fortiden og magten. Den såkaldte 68-generation har i sandhed vist, at de ikke forstod dette budskab, da de i dag både klynger sig til fortiden (myten om 68) og magten ( i samtlige offentlige institutioner). For det tredje er det en allegorisk læsning, som den kære hr. Reich lægger op til her. Han tror, at Ringenes Herre handler om, at hans generation skulle lave om på noget. Det gør den naturligvis ikke.

Ebbe Kløvedal Reich identificerer sig (og sin generation) med alferne som en slags naturfolk - Tolkiens indianere. Igen kunne intet være mere forkert. Elverne er inspireret af oldgræske helte og har civilisation, stolthed og viden derefter. Hvis Ebbe Kløvedal Reich (og hans generation) faktisk var som elverfolket, så havde de trukket sig tilbage og overladt scenen til den næste generation, ligesom elverne rejste væk over havet for at give plads til menneskene. Det giver nemlig plads til en sand forandring. Hvis Tolkiens elvere kan siges at have en allegorisk betydning, så vil det sandsynligvis være den gamle engelske imperialpolitik, da englænderne trækker sig ud for at overlade landende og deres befolkning til deres egen skæbne. Men Tolkien var godt klar over, at dette kunne udlægges anderledes til andre tider, thi han var ikke allegoriker eller socialrealist, for han skrev også til en eftertid forskellig fra hans egen.

Tidligere i teksten "Fantasien til Magten" skriver hr. Reich:
"Bagefter kan man digte et eventyr eller tegne en tegning om det, man oplevede. Og hvis man gør sig ordentligt umage, kan andre mennesker ane, hvad det drejer sig om. Kun ane. For alfeland ligger som sagt i en anden virkelighedsdimension."

Dette er så børnehaveversionen af, hvad Tolkien ville med sit værk. Jeg kalder det børnehaveversionen, fordi det peger mere på en børnehave- eller socialpædagogs udlægning end en egentlig litterær tekstanalyse.

I Rusland findes der en gruppe mennesker, der kaldes tolkienister. De har en anden baggrundshistorie for deres læsning. Den er ikke søbet ind i sødsuppe om en kommende voldelig revolution, hvor vi bagefter allesammen er glade, fordi de onde heldigvis er blevet myrdet. De levede i eftertiden og dermed konsekvenserne af en voldelig revolution. Det betød blandt andet, at man forbød bøger, magthaverne ikke kunne lide heriblandt Ringenes Herre. Imidlertid blev bogen kopieret under stor risiko for eget liv og distribueret i en hemmelig alternativt tænkende undergrund. Folk oversatte bogen personligt fra engelsk til russisk, men da de ikke vidste, at andre havde gjort det før dem, så findes der i dag mindst ti forskellige oversættelser, der varierer i kvalitet og udlægning.

På trods af disse handikap lykkedes det dem at lave egentlig seriøse og filososfiske fortolkninger med grundlag i Tolkiens værk. Til sammenligning kan hr. Reich ikke engang huske, hvad der står i teksten. De er endda gået så langt som at lave internt kritiske tolkienfortolkninger. De laver seriøs og til tider smertelig litteraturkritik. Noget som Danmark desværre har været forskånet for gennem de sidste 30 år.